Logo

- Jagthunde - drivende og støvere.

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

- Jagthunde - drivende og støvere.

 

Det milde, venlige væsen burde gøre mange af de drivende jagthunde til behagelige familiehunde. Deres udprægede jagtlyst og trangen til at følge et spor er imidlertid svær at kontrollere.

 

Det var her, det hele begyndte. Med jagten. Og med hunden som menneskets uvurderlige hjælper. Det var den, der opsporede vildtet og forfulgte det, så det blev muligt at fange eller dræbe det.

 

Allerede før ulven i tidernes morgen fandt det formålstjenligt at slå følge med mennesket, beherskede den en overordentlig effektiv jagtteknik. Den var rovdyr og flokdyr og skaffede sig føden gennem et højtudviklet samarbejde med et antal andre enkeltindivider.

 

Mennesket har helt sikkert kendt til ulveflokkens jagtmetoder, og da ulven valgte at udvide samarbejdet til også at omfatte den tobenede flok og blive tamhund, har man ikke været sen til at drage fordel af dens finesser.

 

Den tidligste form for jagt har bestået i, at man lod hundene løbe frit ud over området, hvor de instinktivt gav sig til at søge efter bytte. Når et medlem af flokken fik fært af vildt, optog hele flokken forfølgelsen under ledelse af førerhunden. Hundene skiftedes til at falde tilbage i feltet for at samle kræfter til jagtens afslutning samme taktik som ved nutidens cykelløb.

 

Hvis hundene var hurtige nok, kunne de løbe vildtet så træt, at det segnede, og jægerne kunne komme til og dræbe det. Ellers opsatte man fælder, som kunne fange det vildt, hundene drev foran sig.

 

Netop fordi hundene driver af sted med vildtet, kalder man denne gruppe af hunde for drivende jagthunde. Man taler også om støvere nok med baggrund i at de støver vildtet op.

 

HØJBENEDE STØVERE

Som for alle andre hundetyper er der tidligt skabt forskellige typer af drivende jagthunde, takket været menneskets indgriben. Ved simpel udvælgelse har man styret hundenes udvikling, så de hele tiden har passet til lokalområdets vildtbestand og terræn, til de våben man havde til rådighed og til den måde, man gik på jagt på.

 

De højbenede støvere arbejder ofte i flok og afsøger meget store arealer på samme måde som fortidens drivende jagthunde. Fra slutningen af 1700tallet blev de som regel fulgt af jægere til hest. De nåede deres højdepunkt i Frankrig lige før Revolutionen, og navnlig her finder man stadig et væld af lokale varianter. Englænderne har deres foxhounds, og også i Norden er de højbenede støvere populære jagthunde.

 

I Danmark har typen aldrig været almindelig, og i dag er den stort set forsvundet. Jagtterrænerne her til lands er helt enkelt for små til de højbenede støvere. Omstillingen til familiehunde er for de fleste racer lidt problematisk på grund af en kolossal jagtiver og et stort behov for at bevæge sig.

 

Enkelte racer falder dog uden for mønsteret. Det er først og fremmest beagle, selvom den også som selskabshund kan udvise stor jagtlyst. Andre er dalmatiner og rhodesian ridgeback.

 

LAVBENEDE STØVERE

De lavbenede støvere arbejder på en anden måde end de højbenede. De afsøger terrænet enkeltvis eller et par stykker sammen efter vildt, som er betydeligt hurtigere end de selv oftest råvildt, ræv eller hare. De følger sporet med højlydt gøen og driver på den måde vildtet foran sig. Jægeren kender sin hund på dens gøen og kan derved bringe sig i en position, hvor han kan komme på skudhold. Især haren er tilbøjelig til at vende tilbage til det sted, hvor jagten på den begyndte.

 

Jagt med lavbenede støvere er populær i det øvrige Norden og i mange andre lande. I Danmark er den stort set kun udbredt i de vest- og midtjyske plantager.

Flere af racerne i denne gruppe har fint kunnet tilpasse sig et liv som familiehunde. Det gælder for eksempel bassetracerne fra Frankrig og England "bas" betyder netop lav på fransk. De går i dag kun sjældent på jagt og holdes primært som selskabshunde.

 

Mange gravhunde lever også udelukkende som familiehunde, mens andre stadig er aktive jagthunde. Gravhunden kan arbejde på samme måde som de øvrige lavbenede støvere, men under jorden er den specialisten. Modigt og klogt driver gravhunden den meget større ræv eller grævling ud af graven med stadige udfald fra skiftende retninger.

 

Andre specialister blandt de drivende jagthunde er de såkaldte schweisshunde eller vildtsporhunde, som har til opgave at opspore såret vildt, så der kan blive gjort en ende på dets lidelser. Hos disse hunde har man gennem avlen dæmpet jagtlysten noget, men til gengæld fremmet evnen til at følge et spor.

 

KARAKTERTRÆK

De fleste drivende jagthunde er venlige hunde, som trives godt i en flok. Man bør dog aldrig glemme deres baggrund. Deres fremragende næse fanger selv det svageste spor af vildt, og så glemmer de alt andet end jagten. Ejeren kan kun håbe på, at hunden på et tidspunkt vender træt og forhåbentlig uskadt tilbage.

De er også selvstændige hunde, som tilfældet ofte er inden for racer, som selv skal klare deres opgaver uden hjælp og vejledning fra mennesker. Især gravhunden er uanset størrelse og hårlag selvstændig i en grad, som grænser til det stædige.

 

Mange af racerne i denne talstærke gruppe er både smukke, ædle og elegante. Man bør dog ikke lade sig blænde af deres skønhed, så man glemmer deres oprindelse. I øvrigt er adskillige højbenede støvere meget sjældne. De fås ikke i Danmark, og selv i racens hjemland kan det være vanskeligt at få lov til at købe en hvalp.

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 1.610 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Drever - Strelluf støverJagthunde - drivende og støvere. Racen udvikledes sideløbende i Sverige og Danmark deraf...
• Hannoveransk schweisshundJagthunde - drivende og støvere. Dens store behov for arbejde og mental stimulering gør...
• Græsk støver Jagthunde - drivende og støvere. Der er fare for, at den græske støver vil forsvinde,...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!