Logo

- Mynder

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

- Mynder

 

Mynder. Situationen kan skifte lynhurtigt fra en fredelig leg med en bold sammen med andre whippet til en ustoppelig jagt efter noget, der bevæger sig ude på marken.

 

Mynder er drivende jagthunde, som jager ved hjælp af synet, mens de øvrige fortrinsvis bruger næsen. Mynderne er bygget til fart. De er lynhurtige, og deres jagtlyst er selv i dag nærmest ubændig.

Det bliver til stadighed diskuteret, om det er de højbenede mynder, der er de oprindelige jagthunde, eller de ofte mere massive drivende jagthunde. Formentlig ligger sandheden et sted midt imellem.

 

Forskellen på de to typer er, at de drivende jagthunde snuser sig frem til vildtet, mens mynderne skal have det præsenteret, så de kan se det. Da man gik på jagt med mynder, havde man sandsynligvis tit begge slags hunde med. Støverne blev brugt til at rejse vildtet, hvorefter mynderne afsluttede jagten, for de var hurtige nok til at indhente haren eller hjorten og knække dens nakke med et kraftigt bid.

 

Myndejagten har sin oprindelse i Mellemøsten. De hurtige, men ikke særlig udholdende mynder har deres styrke på de åbne vidder, hvor det vildt, de skal jage, kun kender et forsvar en panisk flugt. I et bevokset landskab, i skove eller på mere ufremkommelige steder, har mynderne ikke en chance. Her kræves ihærdighed og beslutsomhed. Hellere en sikker næse end hurtige ben.

 

ORIENTALSKE OG NORDISKE Mynder.  

Flere af mynderacerne er ældgamle. De har været kendt i flere tusind år, og de har ikke ændret sig meget i mellemtiden. De er stadig en fryd for øjet. Smukke, elegante og harmoniske i bygning. I hver detalje bygget til fart.

 

De folk, der vandrede mod Europa og befolkede det, kom fra sletterne i øst, og de havde sikkert mynderne med. De oprindelige orientalske mynder blev i tidens løb til en lang række lokale racer, tilpasset forskellige former for terræn og forskellige vildttyper.

 

De folkeslag, som blev fordrevet fra Centraleuropa blandt andet kelterne og slaverne havde drivende jagthunde. Dem tog de med sig til de græsklædte højdedrag på De Britiske Øer og nordpå til Ruslands stepper sammen med nogle af de nye hurtige hunde. Dermed opstod formentlig den anden hovedgruppe, de svære og tunge nordiske mynder som irsk ulvehund, skotsk hjortehund og borzoi.

 

FRA JAGT TIL SPORT

Jagt med mynder er i dag forbudt i stort set hele verden. Men det er typisk for de spillelystne briter, at de allerede forinden havde fundet på at vædde om jagtens udfald. Blev det den gule eller den tigrede hund, der fik fat i haren? For at undgå efterfølgende diskussioner, når hundene lignede hinanden for meget gav man dem et rødt og et blåt dækken eller brede halsbånd på.

 

Jagten var blevet til en sport. Haren var nu blot en rekvisit. Sådan drives sporten endnu under betegnelsen coursing. Haren er her reduceret til et hareskind, som trækkes i siksak hen over græsset. Sideløbende bragte man sporten ind på en afgrænset bane, hvor flere mennesker kunne følge skuespillet hele vejen og deltage i væddemålet.

Hundevæddeløb er stadig en populær forlystelse i Storbritannien og måske endnu mere i USA. I Danmark afholdes lignende arrangementer, men der er ikke så mange penge på spil her til lands. Her foregår det mere på hobbyplan, men der er ingen tvivl om, at hundene nyder det i fulde drag.

 

KARAKTERTRÆK

Myndernes væsen er uanset race præget af en ubændig jagtlyst, som ligger gemt lige under overfladen hos selv den mest veltilpassede og velopdragne familiehund. En mynde kan formelig eksplodere blot ved synet af en hares hoppende pudderkvaste bag langt ude på en mark. Og den lader sig ikke standse. Den beruser sig i den grad i det at løbe og løbe stærkt, at den intet andet sanser. Knappen til høreapparatet er totalt slået fra.

 

Den største fare for en mynde i den situation lurer i nutidens trafik. Jagten kan hurtigt udvikle sig til en tragedie, så det er klogt at holde hunden i snor, hvis den ikke befinder sig inden for en beskyttende indhegning. Man skal også være forsigtig med at slippe en mynde sammen med små hunde, der kan forveksles med et jagtbytte.

 

Selvom mynderne elsker at løbe, er de overraskende nok ikke specielt motionskrævende. Mange af dem er tilfredse med et par friske daglige gåture som afveksling til den hjemlige hygge i sofahjørnet eller foran brændeovnen. De store racer har naturligvis brug for en del plads at røre sig på, men kun de toptrænede væddeløbsmynder har behov for et egentligt træningsprogram.

 

Ved første blik kan især de små mynder virke sarte og lidt skrøbelige. Det er imidlertid skinnet, der bedrager, for de er lige så sunde og robuste som alle andre hunde. Dog kan de mest tyndpelsede uanset størrelsen godt være lidt kuldskære. De sætter pris på et dækken, når vinteren byder på regn, slud og sne.

 

De fleste mynder er selvbevidste og let reserverede. De orientalske racer har en karakteristisk evne til ligesom at se igennem en og ud mod fjerne horisonter. De er opmærksomme og reagerer umiddelbart på ukendte lyde, uden at man kan kalde dem direkte vagtsomme.

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 393 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Chart polskiMynder. Racen er mere samarbejdsvillig og mindre uafhængig end flertallet af mynder
• Afghansk myndeMynder. Afghanerens forrygende pels er skabt gennem mange generationers selektiv avl
• Chart polskiMynder. Racen er mere samarbejdsvillig og mindre uafhængig end flertallet af mynder

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!