Logo

- Spidshunde

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

- Spidshunde

 

Blandt deltagerne i slædehundekonkurrencer er siberian husky den foretrukne race. Den er hurtig, og den fungerer fantastisk godt i flok.

 

Spidshundene er det tætteste, man kan komme den type hunde, som oprindelig sluttede sig til menneskene. Deres opgaver har i dag udviklet sig i mange forskellige retninger alt efter menneskers behov og de geografiske forhold.

 

Det er i de fleste tilfælde hundenes oprindelige arbejde, der karakteriserer de grupper, nutidens hunderacer inddeles i, men hos spidshundene er det snarere udseendet, der placerer dem i en gruppe for sig selv.

 

Fælles for spidshundene er først og fremmest det ofte noget tilspidsede næseparti og de spidse, opretstående ører, som er placeret højt på hovedet, og som giver disse hunde deres kvikke og opmærksomme udtryk. Det er også den kompakte, firskårne kropsbygning og halen, der oftest ligger fast oprullet hen over ryggen. Forskellene hos spidshundene ligger i deres størrelse og arbejdsopgaver.

 

Spidshundenes oprindelse fortoner sig i historiens mørke. Fund af over 10.000 år gamle knoglerester fra forhistoriske hunde viser lighedstræk med nutidens spidshunde. Andre arkæologiske fund tyder på, at disse hunde gennem de følgende mere end fem tusind år har parret sig med ulve og derigennem lagt grunden til den type, man kender i dag.

Det er hævet over enhver tvivl, at man i spidshundene har en urtype, som har bredt sig ud over store dele af verden, og som har været tilpasningsdygtig nok til at indstille sig på menneskenes vidt forskellige behov for hjælp og assistance under lige så forskellige geografiske og samfundsmæssige forhold.

 

MANGE ARBEJDSOPGAVER

Der er spidshunde fra Nordamerika i vest over Europa og Sibirien til Kina og Japan i øst, fra polaregnene i nord til Afrika i syd. Der er trækhunde, hyrdehunde, vagt- og gårdhunde samt jagthunde blandt spidshundene.

 

En del af racerne har altid skullet klare flere opgaver på en gang. Det gælder specielt de nordiske racer, for jo barskere livsbetingelserne er for menneskene, JO mindre bliver der overskud til at omgive sig med specialister. For eksempel i Skandinavien skulle hundene både kunne holde sammen på rensdyr- eller fåreflokke, opspore det ofte sparsomme vildt og bevogte de ensomt beliggende bebyggelser.

 

Størrelsen på spidshundene varierer fra de tunge slædetrækkere i polaregnene til stadig lettere hunde, jo længere man bevæger sig sydpå. Arbejdshunde skal være store nok til at magte deres opgaver, men heller ikke større end nødvendigt, for mellemstore og mindre hunde er billigere at have på kost.

 

Egentlige dværgformer findes inden for alle hundetyper, også blandt spidshundene. Her har de dog kun fået en chance som selskabshunde blandt mere velbjergede folk under mildere himmelstrøg. Natur- og fattigfolk har aldrig kunnet tillade sig den luksus at holde hund for fornøjeisens skyld.

 

TRIVES BEDST UDENDØRS

Mange af spidshundene har et helt specielt hårlag. Den isolerende og vandtætte underpels er lige så tyk eller endda tykkere end dækpelsen. Også poternes underside er dækket af tyk pels, som giver god beskyttelse mod kulde og skarpe iskanter. Ørerne er små og pelsklædte for at mindske varmetabet og nedsætte risikoen for frostskader.

 

Det siger næsten sig selv, at sådanne hunde absolut befinder sig bedst udendørs. Det er ikke hunde, der kan trives i en varm lejlighed og klare sig med et par daglige spadsereture i snor.

 

KARAKTERTRÆK

Med en så forskellig baggrund og anvendelse, som spidshundene har, er det ikke muligt at sætte dem i samme bås rent mentalt. Man er nødt til at sætte sig nærmere ind i, hvor den enkelte race kommer fra, og hvad den oprindelig har været brugt til.

 

De store og mellemstore racer har stadig vældig meget af naturhunden i sig. Mange af dem kan lære at sætte pris på menneskeligt selskab, hvis de er vænnet til det fra hvalpe. Enkelte af dem forbliver dog temmelig uafhængige og er ikke altid lige lette at håndtere, hvis man ikke er indstillet på at håndhæve sin lederstilling over for hunden.

 

Et fælles træk for mange af spidshundene er, at de kan være noget rapkæftede. Jagtspidserne fra Skandinavien eller Japan skulle netop give hals, når de havde fundet vildtet, hvad enten det var en fugl, der havde sat sig til hvile i et træ, en elg i en skovtykning eller en bjørn i sin hule. Også hos gårdhundene i tyndtbefolkede områder var det værdsat, at de slog alarm, når noget usædvanligt nærmede sig.

 

Tilbøjeligheden til at gø gælder dog ikke alle spidshunderacer. Den afrikanske basenji gør uhyre sjældent. Den udtrykker sig i stedet med forskellige pibelyde. Den kinesiske chow chow er også temmelig fåmælt.

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 472 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• ShibaSpidshunde: Shiba er den mest populære af de japanske racer. Navnet betyder en lille hund
• Podenco ibicencoSpidshunde: Podenco ibicenco findes i tre hårlagsvarianter, korthåret som her, ruhåret...
• Chow chowSpidshunde: At en chow chow ikke kan lide at bevæge sig er en undskyldning for magelige...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!